Når stalking går galt!

Jeg kan ærligt ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så ydmyget! Jeg er så flov, at det gør helt ondt indeni. For ikke så lang tid siden skrev jeg et indlæg, hvor jeg ærligt indrømmede over for jer, at jeg stalkede meget på de sociale medier. Hvis ikke I fik det læst, så kan I læse det lige HER. Jeg er heller ikke bleg for at indrømme det, for vi gør det allesammen, og det er jo også et eller andet sted det Facebook er til for. Idag oplevede jeg så bare lige det værste, man som stalker kan – ihvertfald hvis man ikke vil opdages! Ej det er så pinligt, at jeg næsten ikke kan få mig selv til at sige det… Jeg har en tendens til at dvæle lidt ved fortiden, og jeg stalker gerne mine gamle flammer og deres nye kærester. Jeg skal da ind og se, om de har det godt, om der er sket noget nyt, eller om de (mirakuløst) er gået fra hinanden. Jeg stalker især hvis jeg er fuld, eller ikke har andet at give mig til. I dag har jeg ligget hjemme hele dagen pga en træls migræne, så jeg tog lige en tur rundt på diverse facebookprofiler. Jeg lander så inde på en profil, som jeg har stalket rimelig mange gange efterhånden, og det ser egentlig meget kedeligt ud – der er ikke sket noget nyt siden sidst, og der er absolut ingen lækker sladder at grave frem. Jeg ser så pludselig noget til min store skræk, og mit hjerte stopper seriøst med at slå et sekund. Jeg har sendt profilen en venneanmodning! You have got to be shit***g me! Det er bare lige præcis dét, der ikke måtte ske! Det er virkelig længe siden, at jeg har været inde på denne profil, så jeg tør slet ikke at tænke på, hvor længe den venneanmodning har været der – og slet ikke hvor meget vedkommende har grint af mig. Hvorfor i al verden er det også muligt at sende en venneanmodning, uden at Facebook lige advarer én. “Er du sikker på at du vil sende den her anmodning, og ydmyge dig selv fuldstændig?” Den knap mangler altså! Ej hvor er det flovt, jeg er blevet busted godt og grundigt! Jeg ringede til Anna lige med det samme, og hun flækkede fuldstændig af grin. Jeg ved heller ikke om jeg skal grine eller græde, men jeg føler mig ihvertfald ydmyget! Som Anna også sagde, det sker seriøst kun for os sådan noget. Jeg er hermed afsløret, og der er absolut ingenting jeg kan gøre ved det. Det må være nogle fra de højere magter, som prøver at fortælle mig, at jeg skal lade min fortid ligge og fokusere en smule mere på fremtiden. Hentydningen er modtaget, tak!

Mys M!