Da jeg lige var flyttet til København, fik jeg strenge ordrer fra min mor om, at jeg ikke måtte date en københavner. Da hun sagde det til mig første gang, synes jeg måske, at hun var en smule dømmende – så slemme er de københavnske fyre altså heller ikke. Det hele bunder dog i, at hun ikke vil have, at jeg skal slå mig ned herover. Hun vil rigtig gerne have, at jeg kommer “hjem” igen, når jeg er færdig med at studere – eller ihvertfald bare tilbage til Jylland, så vi ikke er så langt væk fra hinanden. Jeg har allerede sagt til hende, at jeg desværre ikke kan garantere, at jeg kommer tilbage til Jylland lige foreløbig, da jeg slet ikke har planlagt min fremtid endnu. Jeg er meget åben over for flere byer i fremtiden, det hele kommer an på så mange ting. Jeg er endelig ved at føle mig hjemme i København, og det har taget mig rigtig lang tid, så det smider jeg ikke bare lige væk igen. Det virker så også lidt som om, at min mor forsøger at overtale mig til, at blive i København nu. Jeg overvejer meget kraftigt at læse videre til næste sommer, og de fleste kandidater kan læses i København – men der er også nogle enkelte i Jylland, og jeg har ikke besluttet mig endnu. Da jeg lige var flyttet, savnede min mor mig meget, og hun håbede stærkt på, at jeg kom hjem efter dette studie på halvandet år. Det virker dog lidt som om, at det er gået over igen, for hun forsøger ihvertfald at få mig overtalt til, at jeg skal blive herover og læse videre – uddannelse frem for alt andet! Men så kan hun da ikke forvente, at jeg ikke må date en københavner? Skal jeg så gå i sølibat de næste tre år, det er vidst ikke helt fair!

Mys M!

Vi havde Valentinsdag-tema i Stylebox igår med røde læber (snapchat: m.sandgaard)

På Valentinsdag sidste år var jeg uden tvivl frøken negativ, som ikke kunne udstå de mange kærlighedserklæringer rundt omkring på de sociale medier. Jeg var mildest talt ved at brække mig, og dagen skulle vitterlig bare overståes! I år besluttede jeg mig for, at se lidt mere positivt på den her dag, og virkelig unde andre deres lykkelige kærlighedsliv – og det er faktisk gået godt, hvis jeg selv skal sige det. Nu er det jo ikke lige frem en fornøjelse at blive mindet om, at man ikke har en sød kæreste, som man kan blive forkælet af lige netop idag – men det har jeg så heller ikke imorgen, så det gør jo egentlig ikke den store forskel. Selvfølgelig bliver jeg en smule misundelig over de mange opslag på facebook om uendelig kærlighed og lykke, som jeg fik kastet i hovedet lige fra morgenstunden af. Ja selv Snapchat skulle lige minde mig om, at jeg ikke har en kæreste. Derfor har jeg heller ikke været særlig aktiv på de sociale medier i dag – idag er en god dag at holde pause, hvis man er single! Det var heller ikke super fedt at høre min roomate og hans kæreste hygge sig ude i køkkenet her til aften med grin og hjemmelavet sushi, imens jeg samtidig lå inde i min seng med en rugbrødsmad. Jeg har hele ugen haft planlagt, at jeg bare skulle have en stille og rolig søndag med en masse afslapning efter en hård uge – hvilket så egentlig også skyldes, at samtlige af mine veninder herover i København har en kæreste, så jeg var sådan set tvunget til at være alene i aften. At jeg så vågner tidligt i morges med en kæmpe hovedpine, var ikke lige en del af mine jeg-kan-sagtens-være-lykkelig-single-på-valentinsdag planer. Så jeg har ikke ligget under min dyne hele dagen fordi jeg er halv deprimeret pga Valentinsdag – Nej jeg ligger i sengen udelukkende pga min hovedpine. Det er min forklaring, og den holder jeg fast i!
Jeg må dog indrømme, at jeg idag blev mindet om, at selvom jeg ikke har en kæreste, så har jeg til gengæld de mest fantastiske mennesker omkring mig. Jeg er virkelig heldig, og det tager jeg bestemt ikke forgivet! Nu sover jeg snart resten af Valentinsdag væk, og så står jeg op og er lykkelig single igen imorgen. Jeg håber at i allesammen har haft en dejlig dag og aften, uanset i selskab med en kæreste, veninde eller bare jer selv <3

Mys M!

Da jeg blev single, overvejede jeg slet ikke at benytte mig af dating-apps. Jeg synes umiddelbart ikke, at det var noget for mig, da jeg de seneste år jo har været et kendt ansigt, og ikke ønskede at folk skulle kunne genkende mig. Jeg følte mig usikker på, om mændene på sådanne apps ville finde mig interessant udelukkende på baggrund af min deltagelse af Paradise Hotel – eller om de ville vise mig interesse for den jeg er. Da jeg flyttede til København i sommers sagde AM, at jeg var nødt til at prøve app’en Happn. Jeg havde godt hørt om app’en før, men jeg har jo som sagt haft mine bekymringer omkring denne slags apps. Jeg valgte dog at lytte på hende, og jeg hentede app’en gratis ned – nu skulle det have en chance. Jeg oprettede en profil lynhurtigt, og så gik det ellers løs. Hold da op! Til jer som ikke kender til Happn, så går den ud på, at de mænd du passere, lander på din “Home”/startside. Så kan man se en kort beskrivelse af dem, som de selv har skrevet, og hvor man har passeret dem henne. Det er altså ret skægt! Og App’en er super effektiv, især herover i København fordi der er så mange mennesker. Folk der blot kører forbi mit vindue, lander inde på mit “Home”. Så hvis jeg har været ude en hel dag, hvor jeg blandt andet har kørt med offentlig transport igennem hele byen, så er det væltet ind med potentielle fyre. Man kan selvfølgelig sætte nogle valgkriterier som fx alder derinde, så man kan “sortere” lidt i det på forhånd. Hvis man ser en spændende fyr derinde, så kan man give dem et hjerte – hvis hjertet så er gengældt, så har man mulighed for at starte en samtale.  Det jeg synes der er specielt godt ved Happn er, at man altid har noget at starte en samtale med. Man kan jo som sagt se, hvor man har passeret hinanden henne – og det er altså en god og nem måde at starte en samtale på. Happn er som sagt gratis og kan hentes i AppStore. Hvis i har overvejet at tilmelde jer en dating-app, så er den her ihvertfald min anbefalding. Jeg har haft det meget sjovt med den, og hvis man nu passerer en lækker fyr på vejen, men ikke liiiige fik samlet sig modet til at spørge om hans nummer – så kan man jo håbe, at han også har Happn ;-)

Mys M!

Indlægget er sponsoreret i samarbejde med Happn

Der er mange delte meninger omkring, om man kan være “kun venner” med det modsatte køn. Jeg har altid haft den personlige holdning, at det kan man ikke. Det skyldes nok, at det aldrig har været muligt for mig. Jeg har altid oplevet, at der på et eller andet tidspunkt blev udviklet følelser hos den ene part, hvilket selvfølgelig ødelagde venskabet. Jeg kender dog flere, som har en bedste ven af det modsatte køn, og jeg har virkelig været misundelig. Jeg er også en meget følsom pige, så måske ligger det bare ikke til mig, at skulle have et tæt venskab med en fyr. Jeg har da haft flere drenge venner igennem årene, hvor vi fx har været ude og spise eller hygget på anden vis, hvor det udelukkende har været på det venskabelige plan – men det har aldrig været på niveau med mine tætte veninder. Alt det ændrede sig dog, da jeg flyttede sammen med Mike. Dér fandt jeg pludselig ud af, at man faktisk kan være gode venner med en fyr. Der er udelukkende venskab mellem Mike og jeg, og det hersker der slet ingen tvivl om – det kan man bare mærke. Vi kan hygge med film og god mad, snakke om alt inklusiv vores kærlighedsliv og jeg kan åbne mig helt op, som jeg gør over for mine veninder. Og det er faktisk helt fantastisk, at få en fyrs syn på tingene. Han er lidt mere hård end mig, og kan ofte sige tingene mere lige ud. Vi kvinder forsøger altid at analysere enhver situation, hvor Mike ihvertfald er mere lige til. Jeg er glad for, at det endelig har lykkedes mig, at få en ven af det modsatte køn, for det er noget, som jeg virkelig sætter pris på. Hvad er jeres holdning til det?

Mys M!

Jeg tænker egentlig tit på, hvad vi skal kalde det mandlige køn? Hvornår går de fra at være en dreng til at være en mand? Er der en aldersgrænse, eller er det forskelligt fra person til person? Altså jeg er ihvertfald nået til det punkt, hvor jeg ikke dater drenge længere – det lyder simpelthen forkert at sige, når jeg selv er 24! Samtidig føler jeg mig ikke gammel nok til at sige, at jeg dater mænd? Jeg er på stadiet lige midt imellem, og derfor bruger jeg også ofte ordet “fyr”. Måske er det egentlig forkert af mig, da jeg faktisk er nået til et punkt, hvor jeg virkelig ønsker at date en mand. En rigtig mand! En som er ældre end mig, har en masse erfaring og vigtigst af alt, ikke har behov for at skulle ud og skabe sig som en lille dreng.
De kære mænd (se, nu prøver jeg lige at bruge ordet “mænd”) er faktisk selv i tvivl om, hvordan de skal defineres. Der er stor forskel på hvordan mine venner omtaler sig selv. Et af de største turnoffs for mig er helt klart, hvis en fyr omtaler sig selv som en dreng – jeg kan slet ikke have det! Det viser bare så meget om dem, og hvor de er nået til her i livet. Men hvad så med os kvinder? Hvornår går vi fra at være en pige, til en kvinde og endelig til en dame? Jeg er en kvinde! Uden tvivl! Det prøver jeg ihvertfald ihærdigt at overbevise mig selv om. Jeg er simpelthen blevet for gammel til, at kalde mig selv for en pige, men samtidig alt for ung til at være en dame! Jeg troede egentlig at jeg ville blive klogere af at skrive det her indlæg, men det har faktisk haft stik modsat virkning, haha! Hvad tænker i egentlig omkring det her? Det kunne være meget sjovt at høre hvordan andre tænker. Med mindre jeg er den eneste, som render rundt med de her underlige tanker ;-)

Mys M!

Jeg sad og snakkede med min søs forleden dag om det der skide spil, der konstant er imellem kvinder og mænd i begyndelsen af et forhold. Når man lige begynder at date, så er der en kamp hele tiden omkring, hvem der skal skrive først, hvor ærlig må man være, og kan man tillade sig at være sig selv? Jeg er så træt af det der spil! Det er umuligt at finde ud af, og det ender altid med, at man taber på den ene eller den anden måde. Samtidig er vi jo allesammen forskellige, så der findes ikke én regel inden for dating, som gælder for alle kvinder eller mænd. Hvorfor kan man ikke bare være ærlig, og fortælle åbent om sine følelser, uden at fyren bliver skræmt og løber den anden vej? Det gælder selvfølgelig ikke alle fyre, men jeg har hørt om mange episoder, hvor dette har været tilfældet! Min søs prøvede pænt at forklare mig det på den her måde: “Altså en løve elsker jo at jage. Men hvis antilopen bare ligger sig på et sølvfad, så gider løven jo ikke i længden…” – Jeg kan godt se hendes pointe, og vi ved jo allesammen godt, at mænd elsker jagten. Det må ikke være for nemt for dem, så mister de hurtigt interessen. Det er jagten der er spændende og bekræftende for dem – men vi kan jo ikke jages hele livet? På et tidspunkt skal man da vide hvor man har hinanden henne, men hvornår ved man så, at man er nået til det tidspunkt? Til sidst sagde min søs også “Altså jeg er jo ikke en mand, så du skal ikke spørge mig!” – hvilket giver et klart billede af, at vi jo aldrig kommer til at forstå hvad de tænker – og dette er nok også gengældt den anden vej. Vi kvinder er altså ikke spor lettere at finde ud af. Mine veninder og jeg deler knap nok fælles holdninger omkring mænd, hvordan skal de så kunne regne ud, hvad vi hver især gerne vil have?
Jeg kan godt mærke, at det er længe siden jeg var på single-markedet, jeg kan slet ikke huske de mange spilleregler, og hvor grænsen går i forhold til at spille kostbar. Nu går jeg heldigvis ikke og leder efter min næste kæreste, men en skønne dag står han der vel, og så er det altså rart at vide hvordan man skal håndterer det, så man ikke smider det hele på gulvet!

Mys M!