Når min fortid ødelægger det for mig…

Jeg har én af de dage, hvor en masse tanker kører rundt i hovedet på mig. Jeg er også meget presset for tiden grundet eksamen og en flytning, så jeg er også ekstra følsom lige nu. Jeg har aldrig åbnet mig op omkring det her emne for jer, for det er virkelig svært for mig. Det er noget jeg kun har delt med mine tætte veninder og familie, da det har været for hårdt at tale om. Nu er jeg dog ved at være træt af, at min fortid skal have lov til at ødelægge det for mig, så jeg har brug for at komme ud med det. Jeg håber samtidig på, at jeg måske kan få nogle gode råd med på vejen fra jer, hvis i har været igennem en lignende situation.

Jeg har været igennem nogle ting som gør, at jeg har enormt svært ved at stole på folk. Jeg er blevet løjet for igennem et helt forhold, været udsat for utroskab og mildest talt blevet kørt psykisk ned. Jeg har stået med følelsen af, at jeg langt fra var god nok. At alt hvad jeg gjorde og sagde var forkert, og at jeg ikke fortjente bedre end det jeg fik. Jeg er udemærket godt klar over, at utroskab aldrig bliver ens egen skyld – men når man står midt i det, så er det svært at tro andet. Det kan være utrolig svært at komme ud af et dårligt forhold, og jeg blev også i mit alt for længe. Jeg blev der så længe, at jeg mistede rigtig meget af mig selv undervejs.

Det tog mig rigtig lang tid, men jeg fik endelig givet slip. Jeg sårede nogle mennesker på vejen, og jeg er evig taknemlig for, at jeg har så mange ved min side den dag i dag. Jeg har fået flere chancer og støtte end man overhovedet kan bede om, og det bliver bestemt ikke taget for givet. Det var en rigtig hård kamp for mig, at rejse mig op igen. Jeg er en utrolig følsom pige, og det ødelagde mig fuldstændig. Da jeg endelig kom halvvejs op af hullet, stod jeg tilbage uden selvtillid – absolut ingen tro på mig selv. En følelse som jeg aldrig har oplevet før! Jeg har altid følt mig meget sikker på mig selv og hvem jeg er. Jeg har altid vidst hvad jeg var værd, og ikke mindst hvad jeg fortjente – sådan havde jeg det ikke længere. At flytte til København og stå på mine egne ben, hjalp mig utrolig meget med at finde tilbage til mig selv. Det var bestemt ikke let, og jeg har grædt mange tårer på vejen, men det har gjort mig stærkere. Jeg fik troen på mig selv tilbage.

Nu står jeg her, fuldstændig oprejst, og jeg har endelig lagt min fortid bag mig. Problemet er bare, at jeg stadigvæk slæber rundt på en helveds masse bagage. Jeg har meget lidt tillid til andre mennesker, og jeg stoler ikke på noget folk siger til mig før at de beviser det for mig. Jeg er bare så træt af at skulle straffe andre mennesker, for noget som intet har med dem at gøre. Ja og at jeg faktisk straffer mig selv, fordi jeg er bange for at åbne op. Jeg kan også mærke, at jeg skubber mine følelser væk, så snart folk kommer lidt for tæt på. Jeg lukker ubevidst fuldstændig i, og jeg ved ikke hvordan jeg skal ændre det. Normalt kan man altid se tilbage på fortiden som en læringsproces, men hvad har jeg lært af det her? Jeg synes kun, at jeg står tilbage med en masse fortrydelse og ærgrelse, som spænder ben for mig lige nu.

Mys M!