Det er okay at græde…

Der er mange der mener at når man går igennem et brud, så er det vigtigt at man kan holde hovedet højt og se fremad. Det er tildels også rigtig nok, men jeg tror virkelig også at det er vigtigt, at man giver sig selv lov til at være ked af det. Hvis man undertrykker sine følelser og forsøger at glemme smerten, så risikerer man at det hele pludselig ramler sammen. Som en af mine gode venner sagde til mig: “Det er vigtigt at kunne se frygten i øjenene, og ikke bare flygte fra den…”
Jeg knækkede fuldstændig efter vores brud, og jeg kunne virkelig ikke komme længere ned. Dette betyder også at der er rigtig lang vej op igen. Jeg tror dog stadigvæk, at jeg har brug for at ryge helt ned i hullet, før det hele vender og går den anden vej igen. Samtidig er det stadigvæk vigtigt at man ikke gror helt fast, og derfor er jeg også så taknemlig for min familie og mine veninder. De ved godt at de skal presse mig lidt, men samtidig ikke for meget. Som fx igår da min veninde kom og hentede mig, fordi vi skulle ud og gå en tur ved vandet. Jeg orkede det inderligt ikke og energien var der slet ikke – men jeg havde simpelthen ikke noget valg, fordi hun ikke gav mig et.
Jeg kan mærke at det langsomt begynder at gå fremad, meget langsomt… Jeg har ikke grædt i knap to døgn, og det er virkelig et stort skridt for mig. Jeg er samtidig begyndt at acceptere og forstå det hele. Jeg har bare heller ikke lyst til at blive glad og ovenpå alt for hurtigt, for hvis jeg så en dag falder, så er der langt at falde.
Jeg ved at jeg nok skal smile og grine igen på et tidspunkt, men lige nu er det okay, at jeg bare har brug for at græde ud. Og når den dag så kommer, hvor jeg smiler igen, så vil det ikke være et falsk smil, men et smil fordi jeg inderligt er glad…

Mys M!